Guldbarre-testen

Autentificering af guld

I århundreder er guldets ægthed blevet testet efter Arkimedes' princip: Hvis vægten ikke stemmer overens med volumen, er det forurenet med et andet metal. For nogen tid siden dukkede der imidlertid falske guldbarrer op, som indeholdt en kerne af wolfram. Wolfram har næsten samme massefylde som guld og kan derfor ikke spores med den klassiske metode; professionelle ultralydstestere er ret dyre.

Alternativ målemetode

Den konstruktion, der er vist her, bruger en målemetode baseret på følgende princip: Guld er diamagnetisk, wolfram er paramagnetisk. Hvis ca. 30 % af barrens volumen består af wolfram, ophæver diamagnetisme og paramagnetisme hinanden. Så hvis en guldbarre ikke frastødes - eller endda tiltrækkes - af magneten, indeholder dens kerne andre metaller end guld i henhold til denne test.

Måleprocessen

Effekten kan måles med en præcisionsvægt, der viser to decimaler. Papkonstruktionen i den illustrerede opstilling er tænkt som et afstandsstykke for at beskytte vægten mod den stærke magnet. Vægtstangen, som ikke er vist på billedet, skal ligge i det smalle mellemrum mellem pappet og plastbeholderen. Mål først uden magneten, eller indstil vægten til nul, hvis det er muligt. Placer nu magneten på plastoverfladen uden at røre ved prøveemnet. Testen viser, at guldbarren ser ud til at være blevet tungere på grund af den diamagnetiske frastødning.

Vægtdifferencen

Para- og diamagnetisme er meget svage kræfter. Derfor er den vægtdifferens, der genereres ved den magnetiske frastødning, næppe mærkbar under guldbartesten. På min 250 g tunge barre kunne jeg måle en differens på ca. 0,11 g til 0,13 g. Den her præsenterede konstruktion med kvadratmagnent Q-60-30-15-N fungerer i øvrigt for 100 g tunge eller tungere barre. Med "DØDSMAGNETEN" ville det også være muligt at teste enkelte ounce (31 g), selvom wolframfalsknerier af små barre eller endda mønter endnu ikke er kendt.